Gå til indhold

8 Trapper, gange, altaner og vådrum

Dette afsnit gennemgår lydisolationsforhold for trapperum, gange, altaner og vådrum i boliger. I denne type rum anvendes traditionelt hårde gulvbelægninger, og både i og uden for boligen kræver dette en indsats for at begrænse trinlydniveauet i omliggende boliger.
Krav til luftlydisolation skal også overholdes, og specielt for vådrum giver dette udfordringer i relation til planlægning af lydisolerede installationsgennemføringer.

8.1 Trapper og gange

Trapper og gange i boliger og lignende bygninger til overnatning skal udføres, så de opfylder bygningsreglementets funktionskrav til akustisk indeklima svarende til grænseværdierne for lydklasse C i DS 490 (Dansk Standard, 2007), se også afsnit 2, Lydbestemmelser.
Trinlydniveauet L'n,w for fælles trapper og gange må ikke overstige 58 dB målt i omliggende beboelsesrum og køkkener, mens trinlydniveauet L'n,w for interne trapper (samt interne gange og entreer) i boliger ikke må overstige 53 dB målt i andre boligers beboelsesrum og køkkener.
Desuden gælder kravet til luftlydisolation R'w på mindst 55 dB mellem en bolig og rum uden for boligen også for trapperum og gange. Hvis der er en dør, gælder grænseværdien kun for den omgivende væg, se tabel 1.
Trapper og gange skal projekteres, så konstruktioner uden større vanskeligheder kan udføres lydteknisk korrekt. Arbejdets udførelse og materialer bør altid være detaljeret beskrevet.

8.1.1 Fælles gange

Fælles gange skal udføres med svømmende gulv eller trinlyddæmpende belægning, se afsnit 3.3, Gulve.
Krav til gulve afhænger af den valgte etagedækkonstruktion og er størst, når der er direkte underliggende beboelsesrum. Ved sammenligning med kravene til kombinationer af etagedæk og gulvgrupper i afsnit 4.1, 5.1 og 6.1, Bygningsdele, vil der typisk til fælles gange kunne vælges et gulv fra én gulvgruppe lavere end anført i tabel 5, tabel 7 og tabel 9.
Mellem boliger og fælles gange med dørforbindelse er det vigtigt, at svømmende gulve adskilles fuldstændigt ved døren.

8.1.2 Indstøbte reposer og trappeløb

Indstøbte reposer og trin skal forsynes med trinlyddæmpende belægning, se afsnit 3.3.6, Trinlyddæmpende gulvbelægning.
Den nødvendige trinlyddæmpning afhænger af planløsningen og konstruktionernes udførelse. Der bør altid være dokumentation for den valgte belægnings trinlyddæmpning.
Den nødvendige trinlyddæmpning vil også kunne opnås med støbte svømmende plader/trappeløb på trinlyddæmpende underlag udlagt på de indstøbte konstruktioner, se afsnit 3.3.4, Støbte svømmende gulve.

8.1.3 Trapper friholdt fra vægge

Hvis betontrappens reposer og løb er friholdt fra trapperummets vægge, kan kravet til trinlydniveau i de tilgrænsende boliger overholdes uden brug af trinlyddæmpende belægning på trin og reposer.

Vederlag for reposer

Trappens reposer kan bæres på forskellige typer vederlag. Mellem reposer og vederlag skal der altid anvendes elastiske underlag af et egnet materiale. Det er nødvendigt at beregne sammentrykningen af det elastiske materiale og specificere materiale og tykkelse.
Reposknaster og ståldorne må ikke berøre vægge eller konsoller. Ved udstøbning omkring reposknaster og ståldorne skal arbejdets udførelse beskrives og kontrolleres nøje. En vederlagsdorn af stål med en lukket gummihylse er vist på figur 35.
Figur 35.  Samling mellem væg i trappehus og repos. Den indstøbte ståldorn har elastisk gummihylse. Lodret snit.
Figur 35. Samling mellem væg i trappehus og repos. Den indstøbte ståldorn har elastisk gummihylse. Lodret snit.

8.1.4 Selvstændigt trappehus

Selvstændige trappehuse skaber i almindelighed ingen problemer i relation til bygningsreglementets lydkrav.
Trinlyd kan dog transmitteres fra trappehuse til boliger via forbindelsesgange m.m., og derfor bør forbindelserne udføres, så lydtransmissionen bliver mindst mulig.

8.1.5 Udvendige åbne trapper

Udvendige åbne trapper kan forekomme i lavt boligbyggeri. Da trapperne ofte er fastgjort til selve bygningen, kan trinlyd transmitteres fra de enkelte trapper til beboelsesrum i bygningen.
Der bør derfor træffes trinlyddæmpende foranstaltninger ved trappernes fastgørelse, fx ved brug af svingningsdæmpere, så transmissionen bliver mindst mulig.
Alternativt skal der på trinene anvendes en trinlyddæmpende belægning, eller trinene kan monteres på et trinlyddæmpende underlag, se også afsnit 3.3, Gulve.

8.1.6 Interne trapper i boligen

Boliger i flere etager med interne trapper findes både i etage- og i rækkehusbebyggelser. Interne trapper skal opfylde det samme krav til trinlydniveau i naboboliger som gulvene i boligen, og dette stiller store krav til projektering og udførelse.
Træ-, stål- og betontrapper bør opstilles og monteres på elastiske, lyddæmpende underlag. Trappeløb og reposer skal udføres uden stive forbindelser til boligadskillende vægge, og oplægning og fastgørelse skal være beskrevet omhyggeligt.

8.2 Altangange, altaner og terrasser

Altaner og altangange samt fælles og private terrasser og tagterrasser skal udføres, så de opfylder bygningsreglementets funktionskrav til trinlydniveau svarende til lydklasse C i DS 490 (Dansk Standard, 2007). Grænseværdien for trinlydniveauet L'n,w er 58 dB målt i omliggende beboelsesrum og køkkener. Altaner med et gulvareal mindre end 2,5 m2 skal ikke opfylde krav til trinlydniveau.

Sammenstøbte altaner

Sammenstøbes altaner eller altangange helt eller delvist med husets bærende konstruktion, skal der anvendes trinlyddæmpende belægning eller støbte svømmende gulve, se afsnit 3.3, Gulve. Dette skal sikre, at trinlyd fra altanerne ikke resulterer i for højt trinlydniveau i beboelsesrum, der ligger skråt under. Både gulvmaterialerne, som skal være egnede til udendørs brug, og udførelsen af gulvene skal specificeres i projektmaterialet.

Svømmende altaner

Altan- og altangangsplader kan også oplægges svømmende uden stive forbindelser til den bærende konstruktion. Underlagsbrikker skal være af et egnet elastisk materiale. Det er nødvendigt at beregne sammentrykningen af det elastiske materiale og specificere materiale og tykkelse. Pladerne må ikke berøre vægge eller etagedæk. Vederlag skal udformes, så eftersyn af arbejdets udførelse er muligt, og brikker bør kunne udskiftes.

Gulve på terrasser og tagterrasser

Gulve på terrasser og tagterrasser skal kunne opfylde kravet til trinlydniveau i direkte underliggende rum, hvilket stiller særlige krav til trinlyddæmpning. Ofte vil gulvet dog helt eller delvist hvile på et tykt lag trædefast varmeisolering, der også kan fungere som trinlyddæmpende underlag, så kravet til trinlydniveau umiddelbart kan opfyldes.

8.3 Vådrum

For at overholde lydklasse C i DS 490 (Dansk Standard, 2007) må trinlyd fra gulve i bade- og wc-rum ikke resultere i et trinlydniveau over 58 dB målt i omliggende beboelsesrum, køkkener og fælles opholdsrum. Bemærk, at gulve og etagedæk i rum med et gulvareal mindre end 2,5 m2 ikke skal opfylde krav til trinlydniveau.
Det almindelige krav til luftlydisolation på 55 dB mellem boliger omfatter også bade- og wc-rum. Når de almindelige funktionskrav også gælder for bade- og wc-rum hænger det sammen med, at beboerne skal sikres en vis privathed i disse rum samtidig med, at rummene skal yde tilstrækkelig lydisolation mod støj fra vaskemaskiner og tørre-tumblere.
Generelle retningslinjer vedrørende projektering af vådrum er bl.a. beskrevet i SBi-anvisning 200, Vådrum (Brandt, 2001).

8.3.1 Bade- og wc-rum

Trinlyd fra bade- og wc-rum måles i reglen i beboelsesrum, der ligger skråt under, fordi der i Bygningsreglement 2010 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010) og DS 490 (Dansk Standard, 2007) kun stilles krav til trinlydniveau i beboelsesrum, køkkener og fælles opholdsrum, men ikke i bade- og wc-rum. Trinlydniveauet i skråt underliggende rum kan være lavere end i direkte underliggende rum, hvis alle vægge mellem de skråt underliggende og det direkte underliggende rum er tunge og sammenstøbte med etagedækket.

Etagedæk uden svømmende gulve

Gulve med fliser, terrazzo eller anden hård belægning direkte på afretning og etagedæk giver så højt et trinlydniveau i omliggende rum, at de ikke kan anvendes i beboelsesbygninger eller andre bygninger til overnatning. Når gulve i bade- og wc-rum i beboelsesbygninger m.m. er over 2,5 m2, skal der derfor normalt bruges svømmende gulve.
I bygninger med boliger, der er adskilt med korrekt udførte tunge dobbeltvægge, vil det dog ikke umiddelbart være nødvendigt med svømmende gulve i bade- og wc-rum.

Etagedæk med svømmende gulve

I køkken/alrum med hård gulvbelægning og i bade- og wc-rum kan der benyttes svømmende gulve på korrekt dimensionerede og udførte trinlyddæmpende underlag. Installationer i gulvene kan give lydproblemer. Da svømmende gulve i kraft af deres isolering er velegnede til gulvvarme, bør det valgte system derfor være egnet til denne type gulve. Der må ikke være stive forbindelser mellem det svømmende gulv og de tilstødende bygningsdele. I alle tilfælde bør så få installationer som muligt føres gennem gulvet.
For at hindre at vand fra vådrummet trænger ned i isolationslagene, skal gulvets vandtætte membran forbindes vandtæt til gulvafløbet. Den vandtætte membran skal føres op ad væggene og forbindes vandtæt til et vandtæt lag på væggene, se figur 36.
Den vandtætte membran skal være så elastisk, at vandtætheden ikke brydes ved sætning eller svind i bygningsdelene.
Figur 36. Samling mellem væg i trappehus og repos. Den indstøbte ståldorn har elastisk gummihylse. Lodret snit.
Figur 36. Samling mellem svømmende gulv og væg i baderum. Lodret snit.

Gennemføringer for installationer

Der bør altid indlægges elastiske samlinger mellem installationskomponenter og afløb, se figur 37, og der skal udspares i dækket til gulvafløbet, så det kan indstøbes korrekt, se figur 38.
Figur 37.Samling mellem svømmende gulv og afløb fra kloset. Lodret snit.
Figur 37. Samling mellem svømmende gulv og afløb fra kloset. Lodret snit.
Figur 38. Udsparing i dækplade til gulvafløb indstøbt i svømmende støbt gulv. Lodret snit.
Figur 38. Udsparing i dækplade til gulvafløb indstøbt i svømmende støbt gulv. Lodret snit.
Ved rørgennemføringer sikres vandtæthed med vandtætte elastiske rørkraver, der som regel klæbes til rør eller rørbøsning og samles vandtæt til gulvet eller vandtæt til membranen i gulvet ved klæbning. Afløbsskåle faststøbes i det svømmende gulv.

Trinlyddæmpende underlag

Som trinlyddæmpende underlag under det svømmende gulv bør der anvendes mineraluld eller særligt trinlyddæmpende cellegummi eller skumtype i en tykkelse på mindst 20-25 mm. Alternativt kan der i bade- og wc-rum anvendes andre trinlyddæmpende underlagsmaterialer, der i tykkelser ned til 8 mm i kombination med det underliggende etagedæk skal opfylde kravene til luft- og trinlydisolation.
Gulve i køkken/alrum med hård gulvbelægning, som er i forbindelse med opholdsrum, kræver særlig omhyggelig projektering og udførelse. Når svømmende gulve mislykkes i praksis, er den væsentligste årsag beskadigelse af det trinlyddæmpende underlag eller manglende elastiske afbrydelser langs kanter eller ved installationsgennemføringer.

Tjekliste

  • Svømmende gulve må ikke have fast forbindelse til vægge, men skal udføres med elastisk materiale langs kanterne.
  • Ruheder i etagedækoverfladen skal være væsentlig mindre end det trinlyddæmpende underlags tykkelse.
  • Sørg for en detaljeret beskrivelse af arbejdets udførelse.
  • Svømmende gulve er i praksis vanskelige at udføre korrekt. Der skal derfor føres udvidet tilsyn.

Føring af installationer

Brug af vandinstallationer i over- eller underliggende boliger kan medføre støj fra vandrør og herved bidrage til støjniveauet i boligen. Derfor må placeringen af installationerne til bade- og wc-rum nøje overvejes. Egentlige installationsskakte kan med fordel anvendes, se figur 39. Bemærk, at der også er krav til luftlydisolation i lodret retning. Derfor bør der i skakte også indbygges lydisolerende dæk, som samtidig kan opfylde de brandsikringsmæssige krav.
Figur 39.  Baderum med installationer i skakt. Vandret snit.
Figur 39. Baderum med installationer i skakt. Vandret snit.

8.3.2 Præfabrikerede baderum

Præfabrikerede bade- og wc-rum opstilles på et korrekt dimensioneret, elastisk underlag for at opfylde krav til trinlydniveau i skråt underliggende rum i beboelsesbygninger, se figur 40. Sammentrykningen af det elastiske materiale bør beregnes på basis af belastning, tykkelse og materialestivhed. Opstilles præfabrikerede bade- og wc-rum på et uelastisk underlag, fx stålpladestykker, vil der derimod ikke kunne opnås tilstrækkelig lavt trinlydniveau. Det er vigtigt, at forbindelser fra præfabrikerede badekabiner til omgivende bygningsdele er elastiske.
Præfabrikerede baderum skal udføres med en tilfredsstillende luftlydisolation internt mellem baderum og omliggende rum i boligen. Hvis installationer placeres i hulrum mellem kabinevæggen og væggen mod et opholdsrum i en nabolejlighed, skal væggene inklusive inspektionslemme have en luftlydisolation, som sikrer, at støjniveauet ikke overstiger den tilladte grænseværdi.
Figur 40. Samling mellem præfabrikeret baderum og dækplade. Lodret snit.
Figur 40. Samling mellem præfabrikeret baderum og dækplade. Lodret snit.
Baderumsvæggen skal have min. 30 mm afstand til boligvæggen.
Baderummet skal opstilles på korrekt dimensioneret, elastisk underlag, fx gummi.