10 Installationer – lydtransmission og støj

En bygnings installationer kan utilsigtet fungere som transmissionsvej for lydudbredelse. Denne lydtransmission er i nogle tilfælde årsag til, at lydisolationen mellem boliger bliver utilfredsstillende. Installationer i drift kan også være direkte støjkilder.

Bygningsreglementet stiller krav til installationers støjniveau. Bemærk, at bygningsreglementets krav gælder i beboelsesrum og køkkener, men ikke i bade- og wc-rum, se tabel 3.

En bygnings udformning og konstruktion kan imidlertid indvirke på installationers støjafgivelse, og installationer og bygning skal derfor betragtes i sammenhæng.

Dette afsnit beskriver installationer som transmissionsveje og den indvirkning, som lydudbredelse gennem installationer kan have på lydisolationen, samt installationer som støjkilder.

Lydtransmission gennem radiatorer, rørsystemer og rørgennemføringer kan nedsætte lydisolationen i en sådan grad, at den resulterende lydisolation ligger under bygningsreglementets krav. Forringelsen af lydisolationen afhænger af radiatortype og -størrelse samt rørsystemets opbygning og rørgennemføringernes tæthed.

Rørføringer til installationer bør normalt ikke gå direkte fra én bolig til en anden.

I etageboliger anbefales rørsystemer med central stigledning og fordeling for hver etage for at dæmpe lydtransmission gennem radiatorer og rør.

Rørlængden bør være mindst 12 meter mellem anboringer på radiatorer i hver sin bolig.

Radiatortypen påvirker ikke i væsentlig grad transmission af bygningslyd fra for eksempel slag mod radiator eller rørsystem. Transmission af bygningslyd kan mindskes ved at indbygge lyddæmpende kompensatorer i rørsystemet.

Der kan optræde utætheder omkring røret i rørgennemføringer i vægge og etageadskillelser. Varmeisolering af rør sikrer ikke nødvendigvis en god lydisolation.

I dobbeltkonstruktioner kan rør desuden sammenkoble de to enkeltkonstruktioner og derved skabe en lydbro. Det kan for eksempel være et svømmende gulv, som sammenkobles med den bærende konstruktion, eller en dobbeltvægs to vægdele, som sammenkobles. Rørgennemføringer udføres normalt gennem bøsninger, hvoraf der findes adskillige typer på markedet, og de fleste kan give tilstrækkeligt tætte gennemføringer i etageadskillelser og i massive vægge.

En omhyggelig tætning er en forudsætning for, at rørgennemføringer virker lydteknisk korrekt. Utætheders og lydbroers indvirkning på lydisolationen kan i reglen ikke angives kvantitativt.

Brandsikring mod gennembrænding ved rørgennemføringer vil normalt kunne indpasses i en lydisolering, uden at denne forringes.

Derimod vil rør med varmeisolering næppe kunne føres gennem en bygningsdel, uden at der sker en forringelse af lydisolationen. Varmeisolering skal inddækkes med en tilstrækkelig lydisolerende kappe, og der skal fuges ud for bygningsdelen. Mindre rørdimensioner medfører mindre lydtransmission i rørgennemføringer.

Rørgennemføringer i dobbeltvægge af tegl, beton eller letbeton vil normalt medføre, at bygningsreglementets krav til luftlydisolation ikke kan opnås.

Rørgennemføringer i svømmende gulve skal udføres med elastiske lag mellem røret og den svømmende plade. Afstanden mellem rør og plade bør være større end 5 mm, og mellemrummet udfyldes med mineraluld eller andet blødt materiale med tilsvarende lyddæmpende egenskaber. Tætningen fugeforsegles med elastisk fugemasse.

Støj fra radiatorer stammer især fra cirkulationspumper og enkeltmodstande i form af reguleringsventiler, strengventiler m.m.

Støj frembragt af spændinger i rør på grund af temperaturvariationer i radiatoranlæg er en stærkt iørefaldende støjkilde, der høres som enkelte eller serier af lydimpulser. Årsagen til temperaturvariationerne er, at temperaturen på et givet sted i anlægget svinger med ret korte tidsintervaller, hvorved der med korte mellemrum skabes nye varmespændinger.

Støjgenerne kan begrænses ved at indbygge rørkompensatorer og elastiske rørbæringer, som giver mulighed for, at rørene kan bevæge sig.

En bygnings installationer til vandforsyning og afløb vil under brug generere støj, som skal begrænses for at overholde bygningsreglementets bestemmelser. Anvisninger herpå omtales i det følgende.

Støj fra vandforsyningsanlæg stammer hovedsagelig fra aftapningsarmaturerne og udstråles især fra de bygningsdele, hvortil rørsystemet er fastgjort. Støjen kan reduceres ved at benytte støjsvage armaturer og ved at isolere rørsystemet fra bygningen.

Armaturers støjemission inddeles ved det A-vægtede lydtrykniveau L_ap i tre grupper:

Gruppe 1: L_ap op til 20 dB

Gruppe 2: L_ap mellem 21 og 30 dB

Gruppe 3: L_ap større end 30 dB.

I etageboliger bør der altid opsættes armaturer, som opfylder betingelserne for gruppe 1.

Forhold vedrørende støj og vandinstallationer behandles desuden i SBi-anvisning 234, Vandinstallationer – funktion og tilrettelæggelse (Brandt, Buhl & Monrad, 2011).

Afløbsanlæg i bygninger er med hensyn til lyd både en lydgiver, en transmissionsvej og en kilde til utætheder ved gennemføringer i etageadskillelser. Det er derfor som regel nødvendigt at føre rør fra afløbsinstallationer i installationsskakte. Det skal sikres, at rørgennemføringer udføres tilstrækkeligt tætte.

Afløbsrør støjer, når vandet bevæger sig gennem røret, når røret og dermed vandet skifter retning, når vandet møder en indsnævring af røret, og når vandet ikke udfylder rørets tværsnit. I sidstnævnte tilfælde og i forbindelse med tagnedløb kan der opstå en mængde lyde, fx gurglelyde, boblelyde, rislelyde og dryppelyde. Den resulterende lyd kan være ret forskellig, både i frekvenssammensætning og styrke, afhængig af de enkelte rørtyper. Generelt er støjniveauet fra afløb lavest ved brug af støbejernsrør og højest ved brug af stålrør.

Støjniveauet fra afløb er ofte så højt, at en inddækning af afløbsrørene er nødvendig. En inddækning vil samtidig reducere afløbsrørenes indvirkning på lydisolationen. Afløbsrør bør aldrig føres gennem opholdsrum uden en lydisolerende inddækning. En effektiv isolering af rør kræver en tæt ydre beklædning, fx af mindst 2 × 13 mm gipsplader og et hulrum, der er udfyldt med mineraluld. Et alternativ eller supplement er at anvende præisolerede plastrør.

Forhold vedrørende støj og afløbsinstallationer behandles desuden i SBi-anvisning 185, Afløbsinstallationer (Ovesen, Faldager & Nielsen, 1997).

Lydtransmissionen gennem ventilationskanaler nedsætter almindeligvis luftlydisolationen mellem de rum, som anlægget ventilerer. Projektering og udførelse af kanalerne skal derfor også tilgodese akustiske funktionskrav, hvilket blandt andet vil sige, at der bør være rimelig plads til kanalføringer og til lyddæmpende foranstaltninger. Undgå at lade kanaler forbinde to rum, hvor kravet til luftlydisolationen R'_w er 55 dB eller derover.

Luftlydisolationen mellem to boliger må ikke påvirkes af en ventilationskanal. Summen af transmissionsbidragene 1-4, se figur 44, må ikke overstige transmissionen gennem et etagedæk- eller vægareal svarende til kanalgennemføringens tværsnit. For at opnå dette, vil det som regel være nødvendigt at beklæde kanalen med en lydisolerende kappe, at tætne omkring kanalgennemføringen, at indsætte lyddæmpende beklædning i kanalen eller at forsyne kanalens åbninger med lyddæmpere. Undertiden vil det også være nødvendigt at overskære kanalen og anbringe en elastisk samling i den.

Eventuel brandsikring eller varmeisolering af kanaler kan udføres uden at forringe muligheden for lydisolering.

Hvor der i samme bygning er flere kanaler til separat ventilation af hver bolig, vil der ofte være en betydelig lydtransmission mellem de enkelte kanaler via kanalvægge. Hvis pladekanaler føres gruppevis, bør der isoleres mellem de enkelte pladekanaler med 40-50 mm mineraluld for at opnå en rimelig isolation imellem kanalerne.

Figur 44. Lydtransmissionsveje i ventilationskanaler. Principskitse. Lodret snit.
1. Via kanal.
2. Via kanalvæg.
3. Via kanalgennemføring.
4. Via kanalvæg, kanal og kanalvæg.

Støj fra ventilationsanlæg kan, afhængig af den måde støjen frembringes, deles i aerodynamisk og mekanisk støj.

Lufthastigheden gennem anlægget bør principielt være så lav som muligt, fordi støjen vokser eksponentielt med hastigheden. Det er muligt at sætte lyddæmpere op mellem ventilatorer og henholdsvis indblæsnings- eller udsugningsarmaturer og indtag eller afkast, se figur 45. Lyddæmpernes størrelse skal afpasses efter ventilatorernes ydeevne og de tilladelige støjniveauer i de ventilerede rum, på det nærmeste rekreative udendørsareal eller foran vinduer til opholdsrum.

Mekanisk støj frembringes af alle roterende dele. Det er derfor vigtigt, at ventilatorer opstilles korrekt på svingningsdæmpere og på solidt underlag. Ventilatorer, der fastgøres til underlag, som ikke er tilstrækkelig stive, fx en tagkonstruktion af træ, vil ofte give anledning til gener i underliggende rum i form af lavfrekvent støj og vibrationer. I sådanne tilfælde anbefales det at etablere selvstændigt bæresystem for ventilatoren.

Figur 45. Ventilationsanlæg med mekanisk udsugning gennem lyddæmpende stikkanaler og en fælles hovedkanal. Lodret snit.

Ethvert maskinelt anlæg vil frembringe støj. Nogle anlæg foranlediger meget høje støjniveauer, fx renovationsanlæg, affaldskomprimeringsanlæg og centrale fyringsanlæg. Andre anlæg giver lavere støjniveauer, men kan alligevel være generende, fx cirkulationspumper, luftvarmeanlæg, vaskerier, mindre fyringsanlæg og varmegenvindingsanlæg.

De større anlægs støjemission vil i reglen være underlagt miljømyndighedernes bestemmelser, se Ekstern støj fra virksomheder (Miljøstyrelsen, 1984), mens støj fra mindre anlæg i det væsentlige er underlagt bestemmelserne i bygningsreglementet.

I boliger skal fyringsanlæg og varmegenvindingsanlæg med ventilatorer, kompressorer m.m. indrettes, så støjniveauet L_Aeq ikke overstiger 30 dB i opholdsrum, se afsnit 2.2.2, Støj fra tekniske installationer – grænseværdier for lydklasse B og C. Det er derfor ofte nødvendigt både at vælge støjsvage anlæg og at placere dem, så lydisolationen mellem opholdsrum og teknikrum kan blive tilstrækkelig stor.

Det bør så vidt muligt undgås at placere elevatorer og affaldsskakte umiddelbart op mod beboelsesrum. Ofte er en eller flere af skaktens vægsider fælles med boliger, og den mekaniske adskillelse mellem elevatorers køreskinner og boligernes vægge er utilstrækkelig. I sådanne tilfælde er der risiko for, at støjniveauet i de tilstødende beboelsesrum ligger over støjgrænsen på 30 dB.

Da støjen i disse tilfælde hovedsageligt består af impulser, skal der ved projektering tages højde for et tillæg på 5 dB ved kontrolmåling, se SBi-anvisning 217, Udførelse af bygningsakustiske målinger (Hoffmeyer et al., 2008). Kravene til elevatorer kan i visse tilfælde imødekommes, hvis særligt støj- og vibrationssvagt drivmaskineri monteres på elevatorstolen.

For at opnå god sikring mod støj fra elevatorer og affaldsskakte bør skakterne principielt udføres, så de er lydmæssigt adskilt fra bygningen. Det gøres mest enkelt ved at placere skakterne i trapperum uden stive forbindelser til trappevæggene. På figur 46 ses et eksempel på en sikker planløsning.

Elevatormaskineri og elevatorophæng skal vibrationsisoleres fra bygningskonstruktionen.

Figur 46. Elevator- skakt i et trapperum. Trappeløb og reposer friholdt fra skakt. Vandret snit.

Lydtransmission gennem el-, antenne- og telefoninstallationer må ikke give anledning til, at lydisolationen formindskes. De skal derfor udføres, så der ikke opstår utætheder omkring dem.

Udsparinger til el-installationer bør kun i begrænset omfang indlægges i boligadskillende vægge. I sådanne tilfælde skal der tages særlige hensyn, og el-installationer bør ikke udføres med gennemgående huller i vægge.

I dobbeltvægge må ledningsgennemføringer ikke kunne danne stive forbindelser mellem de to vægdele. I boligadskillende dobbeltvægge må rørgennemføringer derfor kun forekomme, hvis der tages særlige hensyn under projektering og udførelse. Udtag fra el-, antenne- og telefoninstallationer i boligadskillende dobbeltvægge må ikke placeres lige ud for hinanden på de to vægsider, men bør placeres forskudt med mindst 0,6 meters afstand.