3 Bygningstyper

Dette afsnit introducerer fire bygningstyper med hver deres type bolig-adskillende konstruktioner. Disse konstruktioner danner udgangspunkt for de byggetekniske løsninger, der behandles i de efterfølgende afsnit 4 til 7.

Tre af de fire bygningstyper er karakteristiske for nyt boligbyggeri i Danmark og har alle tunge etagedæk. Den fjerde bygningstype er let byggeri, som i dag kun opføres i mindre omfang.

3.1 Beskrivelse af bygningstyper

De fire bygningstyper er opdelt efter typen af boligadskillende etagedæk og boligadskillende vægge:

Bygningstype 1: Tunge etagedæk og tunge enkeltvægge
Bygningstype 2: Tunge etagedæk og tunge dobbeltvægge
Bygningstype 3: Tunge etagedæk og lette dobbeltvægge
Bygningstype 4: Lette etagedæk og lette dobbeltvægge.

De fire bygningstyper er skitseret i figur 3. Eksempler på boligadskillende vægge af forskellige materialer er vist i figur 4.

Generelle eksempler på gulve, døre og fuger, der er anvendelige i alle bygningstyper, er beskrevet i afsnit 3.2 til 3.5. Gulvtyperne kan dog kun i begrænset omfang anvendes i bygningstype 4.

Konstruktionsløsningerne i afsnit 4 til 6 er baseret på beregninger og erfaringer mht. overensstemmelse mellem beregningsresultater og måleresultater i færdige bygninger. De enkelte afsnit angiver nogle begrænsninger for anvendelse af resultaterne og beskriver hvilke principielle ændringer, der vil medføre behov for bygningsdele og samlinger med en højere ydeevne.

Ved fastlæggelse af konstruktionsdetaljer er der taget hensyn til følgende:

Bygningen skal kunne overholde kravene til ydeevne med ret stor sikkerhed, når udførelsen er korrekt.
Løsningerne skal være praktisk gennemførlige.

For at opnå tilstrækkelig lydisolation er det nødvendigt, at der ved projekteringen lægges stor vægt på valg og vurdering af:

Materialeegenskaber
Materialetykkelser
Samlingsdetaljer
Flankerende konstruktioner.

En detaljeret beskrivelse af bygningstype 1-3, der alle har tunge etagedæk, gives i afsnit 4 til 6. Afsnittene viser desuden en række samlingsdetaljer.

Bygningstype 4 behandles i afsnit 7. Samlingsdetaljer er ikke vist, fordi let boligbyggeri i Danmark er karakteriseret ved meget producentafhængige byggesystemer.

Principskitser af de fire bygningstyper er vist i figur 3.

Figur 3. Principskitser af bygningstyper. Markeringerne angiver i hvilke afsnit, de pågældende samlingsdetaljer behandles. Bygningstype 4 behandles i afsnit 7, men samlingsdetaljer er ikke vist, fordi let boligbyggeri i Danmark er karakteriseret ved meget producentafhængige byggesystemer.

Tunge konstruktioner

Betegnelsen 'tung' benyttes om både beton, letbeton, porebeton og murværk – i modsætning til lette pladematerialer, fx gips. Porebeton kategoriseres i denne anvisning som tungt materiale, da det med hensyn til lydtransmission fungerer som de øvrige massive materialer, bortset fra den lavere rumvægt.

Tunge etageadskillelser er normalt opbygget af betonhuldæk, massive letbetondæk eller in-situ støbte, massive betondæk.

Tunge boligadskillende vægkonstruktioner kan enten være massive enkeltvægge af for eksempel beton, letbeton eller murværk eller dobbeltvægge af for eksempel beton, letbeton, porebeton eller murværk.

Lette konstruktioner

Lette boligadskillende vægge er ofte dobbelte pladebeklædte vægge på separate stålskeletter.

I bygningstype 4 anvendes typisk materialer som stål, gips og træ.

Etageadskillelser og vægge

Detailopbygningen af boligadskillende etageadskillelser og især gulve er særligt kritisk for overholdelsen af lydkravene.

I afsnittene om samlingsdetaljer for bygningstype 1-3 er etageadskillelser derfor vist i detaljer, mens boligadskillende vægge ofte er illustreret som neutralt materiale, fordi der kan vælges mellem flere typer af vægge.

Nogle få eksempler på boligadskillende enkeltvægge og dobbeltvægge af forskellige materialer er vist i figur 4.

Figur 4. Vægtyper. Eksempler på boligadskillende tunge enkeltvægge, tunge dobbeltvægge og lette pladebeklædte dobbeltvægge.

3.2 Materialer

De væsentligste grundmaterialer til vægge og etagedæk er beton, letbeton, porebeton, tegl og gipsplader. Materialernes vægt har afgørende betydning for lydisolationen og er beskrevet i tabel 4.

Tabel 4. Ofte anvendte materialers vægt.

Materiale	Bygningsdel	Rumvægt (ca.)
Beton	Armeret væg¹⁾	2400 kg^/m³
	Huldæk	Afhængig af hulkonfigurationen
Letbeton	Helvægge	2000, 1850, 1550 eller 1350 kg/m³
	Massive lyddæk	2000, 1750 kg/m³
	Blokke	600-700 kg/m³
Porebeton	Etagehøje vægelementer og blokke	650 kg/m³
	Lette blokke	400 kg/m³
Teglsten	Muret væg	1260-1800 kg/m³
Gipsplader	Vægbeklædning	735 kg/m³

Betonvægge er normalt armerede.

3.3 Gulve

Gulvets primære lydmæssige funktion er at medvirke til at begrænse trinlydniveauet i tilgrænsende rum. Gulves og gulvkonstruktioners evne til at dæmpe trinlyd karakteriseres ved deres laboratoriemålte trinlyddæmpning ΔL_w. Trinlyddæmpningen er forskellen mellem det målte trinlydniveau under et standardiseret betondæk uden gulv og under samme dæk med gulv, se DS/EN ISO 10140-1 (Dansk Standard, 2010a) og DS/EN ISO 717-2 (Dansk Standard, 1997b).

Gulve giver oftest også et bidrag til luftlydisolationen. Dette bidrag kan karakteriseres ved den laboratoriemålte forbedring af luftlydisolationen ΔR_w, dvs. forskellen mellem det vægtede reduktionstal for et standardiseret tungt dæk med og uden gulv, se DS/EN ISO 10140-1 (Dansk Standard, 2010a) og DS/EN ISO 10140-5 (Dansk Standard, 2010b).

Trinlyddæmpning og forbedring af luftlydisolationen for et gulv eller en gulvbelægning indgår i beregningen af det resulterende trinlydniveau og luftlydisolationen i en bygning, se afsnit 1.1, Grundlag for beregning.

3.3.1 Gulvgrupper

Tre gulvgrupper

For bygningstype 1, 2 og 3 opdeles gulve i tre grupper. Disse er defineret ud fra gulvenes evne til at dæmpe trinlyd og forbedre luftlydisolation. Gulvgrupperne er alene anvendt i denne anvisning og er ikke standardiserede.

De tre gulvgrupper er i konstruktionseksemplerne kombineret med forskellige tunge dækkonstruktioner. Herved tydeliggøres, at det er gulvene og råhuset, der tilsammen skal opfylde kravene til trinlydniveau og luftlydisolation i boliger i henhold til DS 490, klasse C (Dansk Standard, 2007), men at fordelingen mellem gulvenes og råhusets ydeevne kan variere.

Ydeevnekriterier for gulve i de tre gulvgrupper med eksempler på gulvtyper, der kan forventes at opfylde disse, er opstillet nedenfor. Det bør ved projekteringen sikres, at gulvets lydegenskaber er dokumenteret ved en laboratorieafprøvning på et standardiseret betondæk.

Gulvgruppe 1

Laboratoriemålt trinlyddæmpning: ΔL_w ≥ 17 dB

Laboratoriemålt forøgelse af luftlydisolation: ΔR_w ≥ 0 dB

Eksempler på gulvtyper, der med det rette valg af materialer kan leve op til kravene i gulvgruppe 1:

Trægulv på strøer på bløde brikker og/eller plastkiler.
Træ- eller laminatgulv på svømmende pladegulv på min. 25 mm trinlyddæmpende underlag.
Klinkegulv på støbt svømmende gulv på min. 8 mm trinlyddæmpende underlag.
Vinyl eller linoleum på 2-4 mm trinlyddæmpende underlag.

Gulvgruppe 2

Laboratoriemålt trinlyddæmpning: ΔL_w ≥ 20 dB

Laboratoriemålt forøgelse af luftlydisolation: ΔR_w ≥ 3 dB

Eksempler på gulvtyper, der med det rette valg af materialer kan leve op til kravene i gulvgruppe 2:

Trægulv på strøer på specielle, trinlyddæmpende plastkilesystemer.
Klinkegulv på støbt svømmende gulv på min. 25 mm trinlyddæmpende underlag.
Valgfri gulvbelægning på svømmende pladegulv på tykt trinlyddæmpende underlag, fx 2 × 13 mm gulvgips på min. 25 mm trykfast mineraluld.

Gulvgruppe 3

Laboratoriemålt trinlyddæmpning: ΔL_w ≥ 25 dB

Laboratoriemålt forøgelse af luftlydisolation: ΔR_w ≥ 7 dB

Eksempler på gulvtyper, der med det rette valg af materialer kan leve op til kravene i gulvgruppe 3:

Valgfri gulvbelægning på min. 40 mm støbt svømmende gulv på tykt trinlyddæmpende underlag, fx min. 25 mm trykfast mineraluld.
Valgfri gulvbelægning på pladegulv med eller uden strøer og på særlig trinlyddæmpende opklodsning samt evt. lydabsorberende materiale i hulrummet.

3.3.2 Svømmende gulve

Betegnelsen 'svømmende gulv' omfatter gulvkonstruktioner med et trykfordelende pladelag, fx af beton eller gulvspånplade udlagt på et blødt underlag, fx mineraluld. Herpå anbringes eventuelt yderligere en egentlig gulvbelægning.

En gulvbelægning udlagt på et svømmende gulv vil normalt kun give en begrænset forbedring af trinlyddæmpningen og i mange tilfælde knapt nok ændre det vægtede trinlydniveau.

Gulve skal udlægges, så der ikke dannes lydbroer mellem en svømmende gulvplade og det bærende etagedæk eller de omgivende vægge.

Også trægulve og pladegulve på strøer på trinlyddæmpende opklodsninger fungerer som svømmende gulve.

3.3.3 Trægulve på strøer

Trægulve i boliger udlægges ofte som svømmende gulve på opklodsede strøer. Opklodsningen vil være afgørende for, om kravet til trinlydniveauet kan opfyldes.

Specielle, trinlyddæmpende plastkilesystemer med en høj opbygning og en lille kontaktflade til betondækket vil kunne sikre den ønskede trinlyddæmpning for gulvgruppe 2. Supplerende kan der eventuelt anvendes trinlyddæmpende elastiske materialer i opklodsningen. Trægulve på strøer på bløde brikker og/eller almindelige plastkiler vil kun kunne forventes at opfylde kravene svarende til gulvgruppe 1.

Opklodsninger under strøer bør fastholdes efter gældende retningslinjer, fx Træ 64, Trægulve – Lægning (Træinformation, 2010). Anvendes stiksøm, må disse ikke kunne berøre det underliggende etagedæk.

Strøer og gulvbrædder skal lægges med en afstand på mindst 10 mm til omgivende vægge.

3.3.4 Støbte svømmende gulve

Støbematerialet til svømmende gulve i boliger kan være beton, fiber-beton, anhydrit eller lignende. Underlagets tykkelse, elasticitet og sammentrykkelighed har betydning for den opnåelige trinlyddæmpning. Stor materialetykkelse og stor sammentrykkelighed giver ringe dynamisk stivhed og dermed stor trinlyddæmpning. På det støbte gulv kan der normalt udlægges en valgfri gulvbelægning.

Trinlyddæmpende underlag

Støbte svømmende gulve på tykke trinlyddæmpende underlag vil korrekt udført kunne opfylde kravene til gulvgruppe 3.

Tykke trinlyddæmpende underlag kan være mindst 25-30 mm mineraluld eller polystyrenskum med dokumenterede trinlyddæmpende egenskaber og med en densitet, der passer til den aktuelle belastning.

Støbte svømmende gulve på tynde 8-10 mm trinlyddæmpende underlag vil afhængig af materialevalg kunne opfylde kravene til gulvgruppe 1.

Brugen af tynde underlag, dvs. under ca. 10 mm, øger risikoen for lydbroer. Disse kan opstå ved, at støbemateriale eller ujævnheder i etagedækkets overflade trykkes ind i underlaget. Plader af mineraluld eller polystyrenskum, der i små tykkelser ofte vil lide overlast under udlægning, bør ikke anvendes som tynde underlag.

Støbte svømmende gulve må ikke berøre de omgivende vægge og skal derfor afsluttes med en kantisolering.

Inden udstøbning bør der udlægges en tæt membran, fx plastfolie, for at sikre, at støbematerialet ikke finder vej gennem underlag eller kantisolering.

Vedrørende svømmende betongulve i vådrum henvises til afsnit 8.3.1, Bade- og wc-rum.

3.3.5 Undergulve af pladematerialer

Svømmende undergulve kan udføres af pladematerialer, fx gulvgips, gulvspånplade eller krydsfiner udlagt på et tykt, blødt underlag, fx trykfast mineraluld. På undergulvet kan der normalt udlægges en valgfri gulvbelægning.

Med et enkelt pladelag udlagt på ca. 25 mm trykfast mineraluld vil kravene til gulvgruppe 1 kunne opfyldes, mens der med en opbygning med flere tunge pladelag, fx gulvgips, vil kunne opnås en trinlyddæmpning svarende til gulvgruppe 2.

Gulve på strøer kan også udføres med pladematerialer som spånplade eller krydsfinerplade som undergulv, hvorpå den egentlige gulvbelægning placeres. Denne type gulvopbygning vil kunne opfylde kravene til gulvgruppe 3, hvis der anvendes specielle strøer og opklodsning, fx metalstrøer med et tykt elastisk materiale i opklodsningen. Løsningen bør af hensyn til luftlydisolationen suppleres med lydabsorberende materiale i hulrummet under pladegulvet.

3.3.6 Trinlyddæmpende gulvbelægning

En trinlyddæmpende belægning kan være linoleum eller vinyl på trinlyddæmpende underlag, korkbelægning eller tæppebelægning (specielt relevant for hoteller). Disse belægninger giver oftest ingen forøgelse af luftlydisolationen, og de stiller derfor store krav til fladevægten af dækkonstruktionen.

Træ- og laminatgulve på tynde trinlyddæmpende underlag kan ofte opfylde kravene til trinlyddæmpning svarende til gulvgruppe 1, men kan sjældent opfylde det tilsvarende krav til forbedring af luftlydisolationen, hvis de udlægges på et tungt etagedæk.

3.4 Døre

En dørs lydisolation afhænger af dørpladen og af tætningen, dels mellem dørplade og karm, dels mellem karm og væg.

Tætningen mellem karm og dørplade (falstætningen) skal have en lydisolation svarende til dørpladens lydisolation, for at døren kan give maksimal lydisolation. Det kræver, at der anvendes tætningslister, som i reglen består af et eller to gummiprofiler. Profilerne skal slutte tæt overalt mellem dørplade og karm langs dørens kanter. Tætningernes placering og tætningsmaterialets bestandighed er af stor betydning for lydisolationen.

Døre uden karmunderstykke har mindre luftlydisolation end døre med understykke, selv om dørene forsynes med selvlukkende tætning, fx en sænkeskinne.

Der skal anvendes beslag, som lukker døren tæt uden anvendelse af større kraft end normalt. Beslag med tilspænding i flere punkter er at foretrække frem for tilspænding i et punkt.

Fugen mellem karm og væg samt mellem karmunderstykke og gulv skal være udfyldt ved stopning og være fuget fra mindst en side.

For boliger og lignende bygninger benyttet til overnatning stiller DS 490 (Dansk Standard, 2007) krav om, at entredøres luftlydisolation R'_w mindst skal være 32 dB. Kravet kan forventes opfyldt ved brug af døre med en laboratoriemålt lydisolation på 37 dB. Døre skal monteres efter fabrikantens monteringsforskrift.

3.5 Lydfuger

Når bygningsdele samles, har fugerne mellem dem afgørende betydning for den samlede konstruktions lydisolation. 'Lydfuger' er den populære betegnelse for fuger med mindst samme lydisolation som de omgivende bygningsdele. Lydfuger skal derfor enten udføres af samme materiale som disse bygningsdele, fx fuger af udstøbt beton mellem betonelementer, eller af materialer som i de enkelte tilfælde giver samme eller bedre lydisolation.

Et vigtigt krav til lydfuger er, at de skal være tætte. På grund af deformationer i byggematerialer, kan det i praksis være vanskeligt at opnå tilstrækkelig blivende tæthed. Det er vigtigt at vælge egnede bygningsdele, materialer og udførelsesmetoder, så en blivende tæthed sikres.

Dimensionering af lydfuger

Fuger og deres forsegling bør dimensioneres. Ved dimensionering tages hensyn til både geometriens direkte betydning for lydisolationen i fugerne og til målkravene for de eventuelle plastiske eller elastiske materialer, som skal forsegle fugerne og holde dem tætte.

Lydtransmissionen gennem en fuge afhænger både af fugens bredde og dybde og af lydisolationen i et eventuelt udfyldningsmateriale. Forholdet mellem fugedybde D og fugebredde B skal være så stort som muligt: jo dybere og jo smallere en fuge er, jo enklere er det at sikre tilstrækkelig lydisolation gennem fugen.

Omvendt forholder det sig med fuger mellem to bygningsdele med stor lydisolation, men relativt ringe tykkelse, dvs. lille fugedybde. I dette tilfælde er det vanskeligt at etablere en fuge med tilstrækkelig lydisolation.

For lydfuger i forbindelse med gipsplader henvises til fabrikanternes anvisninger.

Dybde-breddeforhold

Baseret på dybde-breddeforholdet kan der generelt anvendes følgende tommelfingerregler om lydfuger:

D/B ≥ 300 (meget dybe og smalle fuger): Fugen kan i princippet tætnes tilstrækkeligt ved hjælp af tape med tæt overflade, men bedre sikring af tæthed opnås ved at forsegle med fugemasse.
D/B < 100: Hvis dybde-breddeforholdet er væsentligt mindre end 100, bør fugen tætnes ved at udfylde hele fugen. Det kan ske med mineraluld, der er tæt stoppet eller sammenklemt eller med andet materiale med tilsvarende lydtekniske egenskaber. Det kan desuden være nødvendigt at forsegle med fugemasse.
D/B = 8 er det mindste dybde-breddeforhold, som fuger bør udføres med. Sådanne fuger skal både udfyldes og fugeforsegles. Fugetykkelsen bør mindst være 5 mm og højst 15 mm. I praksis er denne betingelse sjældent opfyldt, for eksempel er stopningsdybden ofte mindre end fem gange dybde-breddeforholdet, hvilket medfører en meget ringe sikkerhed for opnåelse af en tilfredsstillende lydisolation.

Forsegling

Fugeforsegling skal udføres med deformerbare fugematerialer, som kan være plastiske eller elastiske, og forseglingen skal ske i rengjorte fuger og på fugeunderlag.

I samlinger mellem væg- og etagedækkonstruktioner forekommer der ofte utætheder, og da samlingsfugerne i reglen er vanskeligt tilgængelige efter bygningens færdiggørelse, kræves der særlig opmærksomhed på sådanne fuger. I montagebyggeri udføres en del af disse fuger som knasfuger eller selvforskallende udstøbningsfuger, der ikke kan forventes at blive tætte uden særlige foranstaltninger, fx forsegling.